onsdag den 27. april 2016

At miste og leve med savnet


 En fortælling fra dagligdagen - når kræften rammer...... !

Da jeg fik denne idé til at skrive mine følelser, frustration og sorg ned kom tanken selvfølgelig, er der overhovedet nogen der har interesse i at  læse det. Måske, måske ikke, men i hvert fald får det mig videre og jeg får sat ord på alle mine tanker og kan måske på den måde få sat et punktum.
Vi har alle eller kender nogen der har mistet og derfor kan dette skriv måske lige netop hjælpe dig med at forstå, hvorfor vi har det sådan og hvordan vi kommer videre med vores eget liv efter at have miste et nært familiemedlem.

Jeg hedder Charlotte og  bor sammen med min fantastiske mand Erik i et dejligt hus med stor have på Vestsjælland. Vi har været gift i 25 år og elsker stadig hinanden på godt og på ondt. I huset nyder vores lille Shih Tzu Molly også livet. Vi har en stor datter som bor i København sammen med sin kæreste.
Vi har begge gode job og et dejligt og kærlig liv sammen. Vi har ikke mange, men til gengæld rigtig gode venner, som vi altid kan regne med. Vi sætter pris på familie og venner og prøver i hverdagen også at være så meget sammen som vi kan.

Jeg har haft en fantastisk barndom fuld af kærlig og tryghed og har aldrig manglet noget.
Min far var selvstændig vognmand og min mor det man kalder medhjælpende hustru.
Et firma min far overtog fra min farfar – et rigtig familiefirma. Mine forældre har altid haft en meget stor omgangskreds og de har været til alle de traditionelle 70’er og 80’er fester med suppe, steg og is, ligesom de også selv holdt masser af fester. Alt blev fejret runde fødselsdage, kobberbryllup, sølvbryllup, men guldbryllup blev det desværre ikke til.


Min skønne forældre og vores datter Stephanie - ingen vidste dengang at 3 år efter havde jeg mistet min mor

Min far var arbejdsmanden og min mor tog sig af det huslige og af os børn. Der er aldrig manglet noget - heller ikke kærlighed.

Jeg har også en dejlig bror Carsten som bor i Sorø sammen med sin kone Tina og 2 skønne unger - Mikkel og Catrine. Vi har et fantastisk forhold til hinanden – og det er helt sikkert blevet styrket gennem den forfærdelige proces vores familie har været igennem. Jeg elsker dig brormand.

Selv historien fra 2012 – 2015
Jeg husker stadig dagen som om det var i går. 15. februar 2012 i øvrigt min brors fødselsdag.
Min mor har fået det dårligt – kan ikke bedømme afstanden og kørte forbi hvor de boede. Hun ved selv at noget er galt. Hun kommer ret hurtigt på hospitalet og skal gennem en masse undersøgelser. Min far, bror og jeg snakker om at mor nok har fået en lille blodprop i hjernen, men at hun nok skal blive frisk igen, hvilket hun også selv tror på.

Dagen efter er der svar på prøverne, og nej det var ikke en blodprop – det var langt mere problematisk. Metastaser i hjernen – altså kræft. Jeg husker ikke tydeligt min egen reaktion, men jeg husker min mors ”det skal vi nok klare – der er så meget alternativt jeg vil prøve”. 
Dejligt min mor var så positiv omkring sygdommen, i hvert fald udadtil.

Jeg dannede mig hurtigt et billede af situationen og hører stadig lægen nævne Hospice, som jo ikke ligefrem er et sted man kommer på ferie. Situationen var langt værre end først antaget.
Jeg vidste bare der at min mor skulle dø, men jeg måtte for alt i verden ikke lade hende mærke det, hvis hun selv troede på helbredelse.
Jeg gjorde det dummeste man kan gøre, jeg gik straks på nettet og læste om sygdommen og nej metastaser i hjernen er ikke noget man overlever, man kan få nogle behandlinger som forlænger livet.

Alle disse behandlinger tog min mor selvfølgelig i mod – med troen på at blive helbredt.
Vi prøvede alle at leve vores liv videre så normalt som muligt, men sygdommen hang som en tung sky over hele familien. Især min far måtte nu klare alle de huslige ting som madlavning og rengøring, hvilket han også klarede super fint, men det var en hård tid for ham.
Vi var nu en familie i statistikken – endnu en familie med kræft indenfor dørene og denne her form for kræft kunne ikke helbredes.

Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på min elskede mor - hun var alt for mig, men der var bare så mange ting vi ikke fik gjort sammen. Hende liv blev taget alt for tidlig. Hun havde stadig så meget at give og vi er så mange der savner hende EVERY DAY.

KNUS TIL DIG I HIMLEN MUTTI - LOVE YOU

Historien fortsætter............... når jeg har mod til at skrive om min fars svære tid efter min mors død.
Kan godt tage lidt tid - for der er rigtig mange følelser involveret, som jeg lige selv skal have bearbejdet.
TAK FOR AT DU LÆSTE MED.

..... husk at hver lille krone hjælper så støt https://www.cancer.dk/stoet-os/
Send en kommentar